HISTORIE

Hvilke fly har optaget disse fotos?

Af Claus Dam, Kulturarvsstyrelsen, 15-03-2010

Før krigen var både Storbrittanien og Tyskland meget aktive med at lade hurtiggående civilfly udforske potentielle, nye flyruter i andre nationer. Flyene havde dog ofte et andet ærinde og var i det skjulte udstyret med kameraer. De fotograferede i stor stil eventuelle kommende militære mål i form af f.eks. fæstningsværker og industrielle anlæg, som flyene ”tilfældigvis” fløj hen over.

Disse flyvninger foregik for Tysklands vedkommende bl.a i regi af det private firma Hansa Luftbild Gmbh.

Samme firma havde allerede fra midt i 1930erne været involveret i at teste anvendelsen af luftfotos i produktionen af topografiske kort og senere i udviklingen af egentlige fotokort. På et tidspunkt i begyndelsen af krigen blev Hansa Luftbild en del af Luftwaffe i en enhed direkte under generalstaben (7. Abteilung des Generalstabes der Luftwaffe), og hovedparten af organisationen indgik i det nystartede Sonderbildabteiling des Oberkommando der Luftwaffe (SOBIA)

Så vidt det har været muligt at erfare ud fra de ret sparsomme kilder, der findes om emnet, så ser det ud til, at SOBIA ikke selv fløj fotomissionerne. Det gjorde derimod sandsynligvis Luftbildstaffel 1, der også var en del af 7. Abteilung. Denne enhed besad en ret broget skare fly, men i blandt disse var Junkers Ju 88D. Typen var designet specielt til luftfotografering og kunne bære tre kameraer. Så mon ikke det var disse fly, man i 1944 kunne iagttage overflyve og fotografere hele Danmark?