Af Bent Ovesen, 16-11-2010
Landsbyen Vindinge ved Nyborg, Østfyn: Jeg stod tit sammen med min far ude på marken og hørte de utallige drøn, der kom hver aften i sommermånederne, og mange aftener, når det var næsten sommermørkt, kunne vi se glimt efter eksplosioner, når flyverne smed deres last af bomber. Var ca. tretten år, og forstod ikke flyverne skulle smide bomber for at dræbe andre mennesker. Forstod ikke, hvorfor min bedste voksne ven Nicolai altid gemte sig mange forskellige steder på gårdene. Han gemte sig altid, fordi han var Jøde sagde han til mig. Jamen, tænkte jeg, selv om han er jøde, er han da en god ven af os her på landet. Pludselig en dag, var han borte, og en sommeraften, da jeg sammen med far så på alle lysglimtene fra syd, hvor Englænderne bombede, begyndte jeg at græde, fordi far ikke kunne gi' nogen forklaring på, hvorfor min bedste voksenven var borte.
Det gik så op for mig senere, at Jøder var et forhadt folkefærd. Forstod godt hvorfor, da vores mor mange gange smurte nogle store madpakker, og dem skulle jeg så køre ud til Nyborg med, hvor der nede på havnen var nogle gamle pakhuse, hvor der sad mange Jødiske fanger, som var isoleret, og der var tyske vagter omkring. Var altid hunderæd, når madpakkerne skulle afleveres, da de, jeg ved ikke hvorfor, skulle lægges på nogle såkaldte affaldscontainere der stod i gården, men var altid glad, når vi kunne gi' brød til dem der sultede, men samtidig urolig for alle dem, der blev bombet i de tyske byer.
Erindrer iøvrigt tydeligt d. 29' august 1943, hvor det danske politi blev interneret og sendt til lejre her i Danmark. Erindrer tydeligt en betjent bosat i min fødeby, blev afhentet, men forinden havde han afleveret sin knippel til mig og sagt, jeg skulle opbevare den, til han kom hjem igen, men hvis ikke han kom tilbage, så var det min knippel. De sidste år af besættelsen gik så, omend med stort savn af min jødiske ven, og betjenten der gav mig kniblen, og som aldrig kom tilbage. 5' maj, 1945 var nu pludselig endt med, at det had der var til danmark's tyske besættelse brød ud i lys lue. Så engang i byen Nyborg, hvor de såkaldte "tyskertøse" blev transporteret gennem byen på en hestevogn.
Oplevede i min fødeby, hvor der på byens boldbane blev gi'et tilladelse til, at de vandrende tyskere, soldater og andre, kunne ta' natlig ophold på boldbanen, for dagen derefter kunne vandre videre mod tyskland, som på den tid var i stort kaos. Erindrer, hvor der på boldbanen ikke dengang var vand eller toiletforhold. Disse mennesker kom så ud på gårdene, og de steder hvor vi havde postevand i gården, kunne vaske sig, og der var de såkaldte tyske Lotter med (Kvindelige Sanitetssoldater), der behandlede de sår, som soldaterne havde pådraget sig. En dag kom en "Lotte" ind til os og bankede på, og spurgte om hun kunne få lidt varmt vand, da der var en soldat der havde fået blodforgiftning af sine sår. Soldaten(eller forhenværende) var kommet med til min barndomshjem, og blev så behandlet med både det varme vand, og fik også forbinding på, som vi havde. Den tyske Lotte, var så glad for hjælpen, så hun næsten græd, da de gik videre mod det tyske kaos. Erindrer hun omfavnede mig og sagde, jeg aldrig skulle melde mig som soldat.
Synet af alle de stakkels mennesker der overnattede på vores boldplads var et sår i mit unge sjæl. Jamen, årene er nu gået, med tilbageblik på drengeårene, har ofte besøgt det nye Tyskland. Set hvor effektivt og smukt befolkningen lever der i dag. Tænker ofte, hvorfor mennesker skal dræbes for at andre kan leve.