Af Bente Hassing , 16-11-2010
Frederiksberg: Året med de mange strejker over hele landet, men specielt i hovedstadsområdet. Nætter med drøn fra både sabotager og schalburgtager, som det københavnske vid havde døbt de nazistiske modtræk.
Selv boede jeg i en stor firlænget karré på Frederiksberg, hvor vi havde en dejlig gård, der gav os mulighed for at færdes ude efter spærretiden. Både store børn og voksne samledes i den aflukkede gård og drøftede de mange hændelser i vores nærhed og ude i verden.
Når der var langvarige strejker og endog generalstrejken i juni 1944, begyndte der at blive mangel på mælk, brød, kød og andre levnedsmidler. Der var kødannelser i de små forretninger, hvor indehaverne forsøgte at fordele de få varer så retfærdigt som muligt til kunderne, som de jo kendte godt. Der blev lukket for vandet, og inden det skete, fyldte man badekarret med vand og puttede kloramintabletter i, så det kunne holde sig. Gassen forsvandt også, og en del beboere havde anskaffet sig små nødovne, der kunne erstatte gasapparater og ovne. Husmødrene fandt på mange måder at variere kosten på, selv om en del ingredienser manglede. Citroner havde man ikke set i årevis, men min mor erstattede citronsaft med afkog af de meget sure rabarberstilke, og virkningen var fin. For at få flødeskum tilsatte man nogle få dråber af et helt nyt præparat, der kaldtes Gulddråber. Hvad de bestod af, vidste man vist ikke, men det blev da til en slags skum, der kunne anvendes i desserter hjulpet af husblas, husker jeg.
Når man tænker på den tid nu, kan man undre sig over, hvor hurtigt man vænnede sig til de mange forbud, der indførtes af besættelsesmagten. Mørkelægning, udgangsforbud, forbud mod at samles i grupper på mere end fem personer på gaden. Det var også forbudt at lytte til de danske nyheder fra BBC, men alle trodsede da det forbud, sørgede bare for, at lyden ikke var for høj og lukkede måske helt ned, hvis der blev ringet på døren.
Den 19.september blev politiet taget, og en veninde i samme hus mistede efter få måneder sin far, en politiassistent, der blev deporteret til Buchenwald. I min egen familie blev en højtsstående politimand arresteret allerede i maj 1944, sendt til Frøslevlejren og senere deporteret til Neuengamme, hvor han døde den 2. december det år.
En del af vores jødiske venner undslap til Sverige, men nogle stykker blev arresteret og sendt til Theresienstadt. De kom aldrig tilbage.
Trods alle disse dramatiske begivenheder levede vi et almindeligt dagligliv, vi gik i skole, vores forældre passede deres arbejde, vi holdt ferier og fejrede både fødselsdage og højtider, idet vi forsøgte at følge de traditioner, der altid havde været gældende i familierne. Vi lod os ikke slå ud.
Men naturligvis var vi prægede af begivenhederne, af de illegale hændelser, vi kendte til og var mere eller mindre involverede i, af længslen efter materielle goder og af følelsen af at være låst inde i sin egen by.
Men der var et sammenhold mellem mennesker, som blev helt naturligt, der var hjælpsomhed og omsorg, som voksede i løbet af besættelsestiden, og som jeg kun kan tænke på med stor glæde.
Med andre ord var der både sorger og glæder i vores dagligliv, som der altid havde været, men de havde skiftet karakter. Dette tænkte vi ikke på, mens vi oplevede dem, men jeg kan så tydeligt se det, når jeg tænker tilbage på de år og nok især netop på året 1944.